Fordele og ulemper ved at bo i Barcelona

Barcelona

Barcelona som base

Jeg er blevet spurgt ind til fordelene ved at have Barcelona som base/bo i Barcelona som location independent. Og eftersom jeg jo ELSKER Barcelona, er det et spørgsmål jeg rigtig gerne vil svare på i dybden.

Barcelona er nemlig en virkelig god by at bo i som location independent. Både over en længere periode, eller i kortere perioder af gangen. Men da der altid er en bagside af medaljen, vil jeg lave en for-og imod liste for at vælge Barcelona som base.

Husk på at vi alle er forskellige, så hvad jeg vurderer som vigtigt i min hverdag, er ikke nødvendigvis det samme som dig.

 

Fordele ved at bo i Barcelona

Klimaet og udeliv

Klimaet er en af de ting vi elsker mest ved at bo her. Det milde Middelhavsklima, hvor vinteren aldrig kommer under 5-10 grader og solen skinner det meste af året. Klimaet giver mulighed for en masse udeliv og gratis oplevelser i naturen og ude generelt. Vi elsker det og taler ofte om hvor heldig vores søn er ved at vokse op her og tilbringe en lørdag i februar med picnic på stranden.

Det internationale liv

Barcelona er en af de største metropoler i Europa og her er et virkelig godt internationalt miljø. Du kan møde folk fra hele verden og her er gode muligheder for at arbejde fra lækre co-working kontorer og skabe et godt netværk. Hvis du søger et job som fastansat, er Barcelona også en af de bedre byer. Her er mange engelsksprogede jobs. Min mand arbejder hos Typeform, som er en Barcelona-virksomhed med kontorer her og i San Francisco. Firmasproget er engelsk og han kan arbejde remote udenfor Spanien 6 måneder om året (af skattemæssige årsager skal de være i Spanien 6 mdr. om året). Ja tak!

Prisen

Denne kategori kan ligge i både for-og imod kategorien. Barcelona er en af de dyrere byer i Spanien, men billig sammenlignet med Danmark.

Lidt facts:

– Vi bor i en 100 m2 stor lejlighed (umøbleret) på en super adresse på en boulevard og betaler 1100€/mdr i husleje ex. forbrug. Vær dog obs på at der ofte er et højt gebyr i forbindelse med indflytning (10% af første års husleje er normalt at betale som en udgift du ikke får retur + depositum naturligvis).

– Indkøb er generelt langt billigere end i Danmark.

– Pasningstilbud til børn er nogenlunde det samme som i Danmark (dyrt) indtil de når børnehavealderen, her falder det drastisk (vi betaler omkring 120€/mdr. for min søns folkeskole/børnehave, men betalte 650€/mdr for en privat vuggestue før).

– Restaurantbesøg er  meget billigt sammenlignet med Danmark.

 – Leveomkostningerne er generelt lavere end i Danmark og du kan opleve meget mere for meget mindre.

Christina med kaffe i hånden foran smuk bygning

Utallige oplevelser indenfor kort afstand

Dette er en af vores absolutte yndlingsting ved Barcelona (når der ikke er Covid, så klart!): Uanede muligheder for oplevelser indenfor få timer. Hvor i verden kan du køre 3 timer og stå på ski en weekend? For så at gå ned til stranden weekenden efter og bade? Eller køre et par timer og kommer til bjerge og dale, perfekte til trekking og wild life oplevelser? Tage på besøg på vingårde og fordybe sig i rødvin og gastronomi en time fra dit hjem? Se en af verdens største fodboldklubber spille lørdag aften på et af verdens mest kendte stadioner et par metro stop fra dit hjem? Tage i Zoo midt i byen? Bruge udendørs fitnessfaciliteter ved stranden eller skateramperne? Tage på museer i gåafstand fra dit hjem?

Og sidst, men absolut ikke mindst (det jeg elsker mest ved Barcelona!): Tilbringe sommerweekender på Costa Brava, som er kysten 1,5 time nord fra Barcelona. Her er krystalklart vand, klipper, magiske byer, kultur, eminent gastronomi, sport, sejlads, paddle surfing, kanosejlads, bugter og strande … Begur, Cadaqués og Calella de Palafrugell er nogle af mine yndlingsbyer på Costa Brava.

Og syd for Barcelona er der fladt landskab med brede strande og en 3-4 timers biltur til den skønne by Valencia.

Dette er ABSOLUT en af Barcelonas forcer. Vi har SÅ mange oplevelser indenfor rækkevidde og det er ikke så underligt at folk herfra, ikke har det store behov for at rejse langt væk.

Nårh ja, Balearerne (Mallorca, Menorca og Ibiza) er en 25-min flyvetur eller lidt længere færgetur herfra.

Byen er som et museum

Dette er måske ikke en pointe i sig selv, men altså: Barcelona har så utrolig mange smukke bygninger, at man kan gå i timevis og lade sig inspirere af de smukke facader og finurlige detaljer. Man bliver ligesom aldrig rigtig træt at at gå tur her. 

Det er let at blive oprettet som freelancer og at drifte forretning

Det er en af de absolutte fordele ved at arbejde som selvstændig her. Når først du har dit NIE (som er dit personnummer), kan du let blive registreret som selvstændig/freelancer. Jeg betalte et advokatfirma i omegnen af 150€ for at ordne alt for mig, så jeg fik mit momsnummer og kune begynde at fakturere kunder. Jeg betaler omkring 56€/mdr for min bogholder (i samme advokat firma), for at lave ALT mit regnskab, inkl. moms, årsopgørelser osv. Dvs. at jeg blot sender en mappe med alle mine fakturaer og en mappe med alle mine udgifter til ham hvert kvartal og så fikser han alt. Bliss!

Skatten er lav

Indkomstskatten hernede starter på 21%, så det er jo lidt en anden snak end i Danmark. Hvis dine kunder betaler danske priser for dine ydelser, kan du dermed generere et godt overskud af dit arbejde (eller arbejde mindre!).

I Spanien er sygesikring og SKAT to forskellige enheder. Det vil sige, at du som selvstændig skal betale til den offentlig sygesikring hver måned. Det gælder uanset om du sender fakturaer ud eller ej. Så snart du er registreret som selvstændig/freelancer, skal du betale. Kvoterne ligger på omkring 66€/mdr det første år og stiger så hvert år.

Vær OBS på gældende regler i forhold til dansk skattepligt. Vi var skattepligtige i Danmark hele det første år, da vores lejlighed derhjemme kun var udlejet i 10 måneder. Nu er den lejet ud på en uopsigelig lejekontrakt i 3 år, hvilket har gjort at vi nu kun er indkomstskattepligtige i Spanien da det nu er vores lovmæssige hjem.

Overskud og god mad

Overskuddet er generelt stort hernede. Særligt i det internationale miljø. Der er altid tid til at hænge ud i parken med børnene når de bliver hentet fra skole (ingen går direkte hjem), og om fredagen bliver det ofte efterfulgt at spontant arrangeret vin, ost og tapas. Der er overskud til langsomme frokoster i weekenderne og masser af rum og plads til børn generelt. Retningslinjerne er ikke skåret i granit og sengetider er ikke noget der kører snorlige (børnene kan jo bare sove længe dagen efter, for skolerne starter først lidt over 9 … og man tager det meget tranquilo, hvis man først kommer dumpende kl. 9.30). Min søns tidligere vuggestue havde aflevering mellem 9 – 10. 

Livskvaliteten er høj og de gode ting som samvær, og god mad og drikke er virkelig en top prioritet hernede. Selv i hverdagene er restauranterne proppet til frokost og det er ikke uden et godt glas vin til. Mange aftaler laves på dagen hvis humøret er til det og der er ikke så stort forventningspres til at noget skal foregå på en bestemt måde.

Barcelona guide bog

Ulemper ved at bo i Barcelona

Prisen

Barcelona er dyr sammenlignet med andre byer. Alt er jo relativt i forhold til personlig indtægt, men forholdet mellem løn – udgifter ved et lokalt job, er ualmindelig dårlig. Kommer du med dansk løn, er det en anden sag naturligvis. Er du begrænset på økonomien, så kig eventuelt på mindre byer som Valencia eller længere sydpå, som generelt er billigere. Covid-19 har naturligvis rykket ved alt, så særligt lejlighedspriserne er faldet (vi har selv fået reduceret vores husleje fra 1350€ til 1100€/mdr pga krisen). 

Sproget

Barcelona ligger i Catalonien, så sproget her er Catalansk. Det kan du fint navigere udenom hvis du kommer som udlænding og ikke skal indgå i sociale sammenhænge med lokale (dit netværk vil højst sandsynligt være andre expats du møder på co-works eller lignende). Du kan også fint tage spansk undervisning her og lære det, så for dit eget vedkommende er det ubetydeligt efter min mening. Det er dog en anden sag hvis du har børn i skolealderen … Sproget i skolerne (fra 3 år, for her er børnehaven en del af skolen) er catalansk, med mindre du vælger en international skole som the American eller British School.

Vi har tanker om at bo her længe, og da jeg også har rødder her i Barcelona, er det fint for os at vores søn lærer catalansk (han kunne spansk i forvejen), men hvis vi kom for at være her et år eller to og mit barn ikke kunne spansk, ville det være grund nok til at jeg ville søge mod andre steder i Spanien, så mit barn kunne lære spansk frem for catalansk. Spansk kan jo bruges i hele verden efterfølgende.

De mange mennesker …

Denne gælder jo ikke helt mere, men før Covid var Barcelona en af de byer der led af massiv over-turisme. Her var mange mennesker overalt og hele tiden. På grænsen til at det var for meget, fordi mange mennesker sviner og slider på byen. Desuden bliver centrale steder til turistattraktioner med souvenir shops og gadesælgere, som er ganske intetsigende hvis man bor her. Det problem er af naturligvis grunde overstået nu, og der går nok en rum tid før byen kommer op på samme niveau som før Covid-19 (heldigvis …).

Bureaukratiet ved ankomst …

Dette gælder naturligvis kun hvis du har planer om at bo her, og ikke bare tilbringe nogle måneder. Det er et helvede (rent ud sagt) at få det personlige papirarbejde i orden. Og når jeg siger papirarbejde, så er det i bogstavelig forstand, for hernede elsker de fysiske papirer, kopier i stakkevis og fysiske officielle stempler og underskrifter. 

Politiet står for at lave selve opholdspapirerne (give dig dit personnummer).

Et andet kontor står for ansøgning og udstedelse af sygesikringsbevis.

Et tredje kontor står for at udstede bevis for adresse (som du skal bruge for at få ovenstående).

Særligt NIE (personnummer) kan være en hovedpine, fordi det er umuligt at få tid hos politiet, så mit bedste råd, er at få et advokatfirma til at ordne alt for dig (det koster omkring 250 – 350 € per person). De bistår i at booke tid hos politiet, hjælpe med dokumenter osv.

Borgerservice har fået en helt anden betydning for os, efter vi er flyttet fra Danmark. Wauw, vi er effektive derhjemme 🙂

Christina i døråbning

Overordnet

Barcelona er en ekstrem alsidig og “liveable” by, uanset om du kommer som familie eller solo. Her er godt miljø blandt udlændinge, mange oplevelser indenfor rækkevidde, sol, strand og sommerstemning det meste af året. Byen får klart mine bedste anbefalinger for andre location independents, fordi vi vitterligt har ALT.

Jeg er dog selv nysgerrig på andre steder, og drømmer sommetider om at vi skal prøve at bo på en ø engang (Mallorca måske?). Men når alt kommer til alt, så er vi by-mennesker, så denne kombi af by og strand er ideel for os.

Har du overvejet at flytte til Barcelona? Eller andre steder i Spanien? Lad mig gerne høre om dine tanker og om hvad der holder dig tilbage, hvis du har en drøm om at komme herned.  

Christina

Seneste indlæg …