Branding fotografering: Derfor er det vigtigt

Branding

Branding

Du er i den spæde start af din rejse som iværksætter og hører konstant ordet ”Branding Photoshoot” eller Branding fotografering på dansk. Måske ved du hvad det er, og måske tænker du ”ehmmm, jaaa, men hvad skal jeg bruge det til og hvad er forskellen på det og så almindelig fotografering?”. Lige præcis de to ting forklarer jeg dig i denne blog post, for det er en af mine helt store passioner. Så lad os komme i gang!

Hvad er forskellen på Branding fotografering og generel fotografering?

Fotografering er generelt. Det kan være af alt. Når ordet Branding kommer ind, så inkluderer det, at det skal afspejle et brand. Hele fotosessionen skal have omdrejningspunkt i et brands identitet, farver og stemning for at skabe det udtryk brandet står for.

Formålet er altså at skabe et univers i fotos, der får modtageren til at forstå hvad afsenderen står for.

Når vi så taler Personlig Brand Fotografering, er det fordi det er et personligt brand der arbejdes med. Ligesom mit. Jeg, Christina Rovira, er mit brand. Det er mig, der skal afspejles i hele min visuelle identitet og dermed også i mine fotos. Mine kunder skal kunne genkende mig igennem farvevalg og stemninger på mine billeder. Når du ser fotos af mig, skal du gerne få en fornemmelse af hvem jeg er, for både lokationer og farver er udvalgt til at afspejle mig og mine værdier.

De billeder bruger jeg så på min hjemmeside, fordi min hjemmeside er min forretnings online hjem. Det er der jeg inviterer dig indenfor for at lære mig at kende.

Havde jeg haft et kontor, hvor mine kunder besøgte mig, havde fokus på hjemmesiden måske ikke været nær så stort (og dog, for hjemmesiden ville alligevel være første indtryk). Men særligt nu hvor jeg sidder i Barcelona og mine kunder oftest er i Danmark, så er det online hjem det sted jeg inviterer dig indenfor. Og det skal naturligvis afspejle mig. Jeg kunne lige så godt have siddet på Møn, for pointen er bare, at jeg ikke har et kontor mine kunder besøger mig i, men kun et virtuelt kontor.

Ovenstående fotos fik jeg taget, fordi jeg skulle lave noget materiale der skulle afspejle det at være location independent i Barcelona. Bygningen er en klassisk Gaidí bygning og farverne er meget barcelona-ish. Kaffen er for at synliggøre friheden som location independent hvor jeg selv bestemmer hvor og hvornår jeg vil holde kaffepause. Mobilen er for at synliggøre friheden i at have jobbet med sig – jeg svarede rent faktisk på en henvendelse da fotoet blev taget. 

Er branding fotos vigtige for din hjemmeside?

JA! Min erfaring er, at de bedste hjemmesider, er de hvor der er godt og personligt fotomateriale. Her er tre grunde til hvorfor de fungerer bedre end sider med stock fotos:

1.

Gode personlige fotos skaber troværdighed. Vi kender alle hjemmesider hvor det eneste foto af hovedpersonen er et sort/hvid-foto på about-siden klippet ud af et familiefoto … “Hmmm, er du virkelig eksperten der skal sælge mig X-ydelse?”

2.

Gode personlige fotos skaber nærvær. Hvis kunden kan se dig i øjnene og fornemme dig, så er det lettere at skabe en følelsesmæssig forbindelse. Vi kan alle bedst lide at handle der hvor vi føler os bedst tilpas, så gør dig umage med at få dine (kommende) kunder til at føle sig tilpas.

3.

Din hjemmeside er dit butiksvindue og de butikker hvor ejeren står smilende i døren, er altså bare mere indbydende end dem hvor hun/han gemmer sig bag disken i bagerst i lokalet. Hvis du har et personligt brand, så skal du frem på forsiden, så de besøgende kan se dig. Grænseoverskridende? Ja, men sådan er livet som iværksætter/selvstændig, man får rykket sine grænser hele tiden og de færreste har fået succes med at blive i deres komfortzone 🙂
Christina holder en mobil i hånden

Skal branding fotografering prioriteres i en ny virksomhed/som freelancer?

Ja, det skal det. Men du behøver ikke booke tid hos den dyreste branding fotograf til en start. Måske er der en i dit netværk der er amatørfotograf? Eller måske er der en aspirerende fotograf i dit faglige netværk, der skal have opbygget en portefølje og derfor tilbyder rabatterede priser? Måske kan du tilbyde noget, så I kan lave en bytte-handel? Tænk kreativt og i løsninger. Hvis du først beslutter dig for, at du vil have nogle gode fotos til dit kommende website, e-mail signatur, salgsmateriale osv., så skal du nok lykkes med det.

Men husk at gode fotos ikke erstatter godt indhold – du skal have begge dele. Skarpe tekster, der forklarer din kunde hvordan du kan transformere hans/hendes liv/forretning og så indbydende fotomateriale.

Pøj pøj med det 🙂

Jeg håber, at denne forklaring om hvorfor branding fotografering er så vigtigt, er hjælpsom for dig. Lad mig gerne høre dine tanker i en kommentar nedenfor. 

 

Christina

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *